Forfatteren er født 1956 på en gård i Vesjylland. Han blev cand. theol. i 1986, har været rejsesekretær i KFS og har siden 1992 været præst i Emdrup. I 65 små essays, ingen over 2 sider, fortæller han om oplevelser i sit liv. Bogen er delt op i 5 afsnit, om barndommen, om ungdommen, om præstegerningen, om forskellige mennesker i menigheden og om afsked og død. Han har - i modsætning til nogle andre præster - en afklaret holdning til sin tro. Han tror på den skabende Gud og den frelsende Jesus. Titlen refererer til, at han er født på en lille gård til et jordisk liv, og at han er efterkommer af Adam og Eva, og derfor også en gang skal vende tilbage til Paradis. Der er tale om små opbyggelige historier med et forkyndende sigte. Man kan forstå meget og udstå mange ting, når man har et afklaret forhold til Gud. Der er en kronologisk sammenhæng mellem de enkelte historier, som gør, at de hænger sammen. De kan ikke stå alene, men i større bidder er bogen oplagt til oplæsning. Bogen vil også kunne gives til de flere og flere, der udtrykker nysgerrighed overfor, hvordan kristendom praktiseres og hvad den betyder i hverdagen.