Bodil kæmper med sit temperament og sine forældres skilsmisse. I det nye lejlighedskompleks møder hun Joy, der introducerer hende til kickboxing og viser hende et sted, hvor hun kan bruge sin vrede på en god måde. Fra ca. 11 år.
Bodils forældre skal skilles og Bodil og hendes storebror, Dani, skal flytte i en lille lejlighed med deres mor. Bodil føler sig splittet mellem forældrene, der skændes konstant og følelserne koger nemt over i raseriudbrud. Det eneste hendes forældre stadig er enige om er at Bodil skal lære at beherske sig, men det er ikke nemt, når hun også skal beskytte sin lidt nørdede storebror. Mødet med nabopigen Joy, og den lokale kickboxing-club bliver Bodils fristed. Træningen hjælper hende med at glemme forældrenes skænderier, at kontrollere sin vrede og bruge den til noget fornuftigt. Men kan hun også beherske sig udenfor ringen? Filmen vandt Young Audience Award (YAA) i 2019.
Rigtig fin tween-/ungdomsfilm om at finde sig selv og sit eget ståsted midt i forældrenes dramatiske skilsmisse. Bodil er sej og charmerende på trods af sit vilde temperament og stædighed, og mange børn og unge vil kunne spejle sig i hendes frustrationer over at blive trukket med ind i forældrenes skilsmisse-kamp.
The karate kid (Ved Harald Zwart) handler også om at finde en ny identitet i en kampsport.