For dem, der er interesserede i danske filosoffers forskning og interessefelter her og nu. Bogen læses med størst udbytte af dem, der i forvejen har en grundviden om filosofiske begreber og fagsprog.
Filosofi : 5 spørgsmål er en interviewbog med bidrag af 18 nulevende danske filosoffer, som alle er blevet bedt om at besvare de samme 5 spørgsmål om deres veje ind i og bidrag til filosofien, deres arbejdsfelter, filosofiens forhold til andre videnskaber og verden, og deres syn på filosofien i fremtiden. Interviewene giver et kalejdoskopisk og subjektivt billede af det, der optager nutidens danske filosoffer, deres forskelligartede arbejdsfelter/problemstillinger og syn på filosofiens roller i fremtiden. Beretningerne om filosoffernes veje ind i filosofien er levende og letlæste. Desværre overtager fagsproget derefter i mange af bidragene så meget, at det kan være svært for menigmand at følge med i problemstillinger og argumentation.
Mig bekendt er dette den første danske udgivelse, i hvilken danske filosoffer præsenterer sig selv og deres forskning ud fra en personlig og subjektiv vinkel.
Interviewbogen giver et unikt indblik i danske filosoffers praktisk og teoretisk orienterede forskning, interessefelter og tvær-videnskabelige arbejder, men da fagsproget her og der tynger den, er den primært for fagfolk. Filosofi-studerende vil kunne finde værdifuld information om filosoffers arbejde i denne publikation.