Forfatteren er født i Dublin i 1958, voksede op i Irland, boede en periode i New York men flyttede tilbage til Irland. Dette er hans første roman, men han har tidligere udgivet faglitteratur (ikke oversat til dansk). Det tog forfatteren fire år at skrive romanen, der ikke blot handler om kærlighed men om alle følelseslivets aspekter. En del af romanen fortælles af drengen, Nicholas. Hans far er tjenestemand, men en dag taler Gud til ham og siger, at han istedet skal være kunstmaler, han drager ud i naturen for at male, Nicolas og hans mor bliver hjemme. Efterhånden mister moderen forstanden og dør, men dukker alligevel senere op visse steder i fortællingen. Siden dukker flere forskellige personer op, og man læser fascineret om deres skæbner. Der er en gennemgående dobbelthed i bogen, dels i personernes psykologi og dels deres omgivelser: bylivet og naturen. Desuden spiller musik og Gud også her en ikke uvæsentlig rolle. Handlingen foregår i Dublin, Galway og på en lille ø ved den irske vestkyst, men er så almengyldig, at denne kunne udspille sig mange andre steder. Sprolig malerisk og godt skrevet, følsomt og poetisk sanset og kan godt lede tanken hen på Gabriel Garcia Marquez.