Jean-Philippe Toussaint er repræsenteret på dansk med tre kortromaner:Badeværelset (1985), Monsieur (1987) og Fotografiapparatet (1990), der alle skildrer moderne mennesker med begrænsede, gerne manierede vinkler på livet. Således også i denne nye roman, hvor hovedpersonen har mange overvejelser vedrørende sin beslutning om ikke mere at se tv og overvejelser om hvad der gør mange moderne mennesker afhængige af tv-kiggeriet. Han er i Berlin for som kunsthistoriker at skrive en opgave om maleren Tizian og dennes forhold til Karl V, som han i bogen snakkepludrer om op ad stolper og ned ad vægge. Mindre går han op i sit barn og gravide kone og lille barn, som han har sendt på ferie i Italien. Vi tror ham ikke over en dørtærskel, monoman og mytoman som han er bralrer han løs ud fra sin idiosynkratiske og snævertsynede jeg- og verdensopfattelse og går i pseudofilosofisk spagat over sin opgave, som ved hans hjemkomst i familiens skød endnu kun består af to ord: "Dengang Musset..." Det er indimellem morsomt, men gennemgående er vor mand i Berlin ret anstrengende og søgt og i sin selvhøjtidelige ironi nok mere fransk end dansk. Så det bliver nok med denne som med Toussaint's foregående tre bøger på dansk, at lånerinteressen bliver svær at få øje på.