Roman til læsere, som kan lide historier med videnskabelige elementer. Den rumænske kunstner Ana Ivan bor i New York, hvor hun fortæller om sin families liv og skæbne i Rumænien med tråde til Marokko og Bergen.
En ung dansk praktikant i kunstmiljøet bor i New York. Her møder han Ana Ivan som arbejder på installationen "Timemachine", der skal opløse fornemmelsen af tid. Snart begynder hun at fortælle ham historier om sin opvækst i 1970'ernes Bukarest under Ceausescus styre. Som lovende matematiker har Anas far det svært, da hans kone ikke ønsker, at han melder sig ind i det kommunistiske parti. Den danske jeg-fortæller skriver med fascination Anas fortællinger om til noveller, og snart griber hendes historier ind i hans eget liv.
I "Forestilling om Ana Ivan" står tiden ikke stille, eller gør den? Det er på alle måder en imponerende og læseværdig roman. Personerne er nuancerede, og man bliver fanget af de mange lag i fortællingen. Samtidig formår Mikkel Rosengaard at diskutere begreber som tid, kunst, fortællinger og skæbne.
I Piazza Bucarest af Jens Christian Grøndahl udspilles også en skæbnefortælling i en rumænsk ramme. Samtidig har Mikkel Rosengaard noget af den samme evne til at dykke ned i det menneskelige følelsesliv som Grøndahl har.