Bogen handler om løb og skattejagter for alle over 6 år. Den henvender sig mest til voksne arrangører og er overvejende tænkt til brug i spejderbevægelsen, men kan også bruges i skole og SFO, til familiefester og firmaarrangementer.
En fortsættelse af Løb & skattejagter (2002/27), og der er da også en del genbrug i bogens indledende kapitel om planlægning og praktisk forberedelse af løb. Derefter er indholdet nyt. 28 nye løb og skattejagter med forskellige temaer og alderskrav. Hvert løb bliver beskrevet på 2-4 sider: Først kort om formål og forberedelse, aldersmæssig målgruppe samt en liste over materialer og rekvisitter. Herefter løbets regler eller beskrivelse af posterne med forslag til opgaver. Nogle kan bruges umiddelbart, og andre kræver tilpasning og videreudvikling. Der er forslag til gode websteder undervejs og bogen slutter med en litteratur- og webliste. Skarpe fotos, instruktive tegninger og en letlæst, 2-spaltet tekst i korte afsnit gør bogen indbydende og overskuelig. Appellerende omslag med sælgende forside og dækkende bagsidetekst.
Løb & skattejagter er fra 2002 og de øvrige bøger om emnet er endnu ældre, så her er der godt nyt.
En inspirerende, indbydende og overskuelig bog med 28 løb og skattejagter, henvendt til voksne, der arrangerer skattejagter for 6-15-årige børn og unge, og som også kan bruges i andre sammenhænge.