Først ved livets ende

Haller, der er født i 1946, har i denne komplicerede roman prøvet at skildre livet på et plejehjem, hvor nogle af beboerne forsøger at huske deres fortid. En af dem skriver bogstaveligt talt op ad stolper og ned ad vægge i sit rum, men kan sjældent huske om hvem. En kvinde vil måske hævne sig på ham, fordi han minder om hendes afdøde mand, og en fhv. politimand overvåger dem i forventning om at det ender med mord. Det er en vanskelig bog, fordi beretningerne glider over i hinanden i én lang strøm af minder og fortællinger, så man ikke altid ved, i hvis bevidsthedsstrøm, man nu er havnet. Det er samtidig en meget misantropisk bog, de fleste minder og tanker er negative og hadefulde, ægteskaberne skildres oftest som enten lidenskabsløse eller fyldt med fjendskab. Bogen præsenteres som en rablende, tragikomisk fortælling om alderdom og tilværelsens ulidelige gentagelser. Jeg må indrømme, at det var af pligt og ikke lyst, at jeg læste den færdig. Omslag og bagsidetekst giver et rimeligt indtryk af bogen.

Read the full assessment

Bent Haller har skrevet en krævende roman om alderdom og tilværelsens ulidelige gentagelser. Jeg er som regel meget begejstret for Bent Haller, og synes han er en af Danmarks bedste til at lade overse...

Read review