Festskrift i anledning af 150-året for Simund Freuds fødsel. Bogen er en essay-samling bestående af 23 bidrag. Bidragyderne skriver alle ud fra deres faglige perspektiv og alle med en Freud-tekst (også aftrykt) som udgangspunkt for deres betragtninger. Temaerne spænder derfor vidt fra det ubevidste, drømme, seksualitet i mange afskygninger, kærlighedslivet, forsvarsmekanismerne, dødsdriften, sprog og tænkning, litteratur og kunst m.m. Bogens 3 redaktører er alle godt hjemme i Freud og psykoanalysen og bidrager selv til samlingen. Også bidragyderne hører til i det prominente danske fag- og kulturpersongalleri. De enkelte bidrag er ret forskellige, kan læses særskilt, men fordrer nogen forudsætning og kendskab for at få udbytte. Samlet understreger denne samling velkvalificerede essays Freuds store betydning for menneskesynet og som kulturpersonlighed i det 20. århundrede. Og bogen vil være henvendt til fagfolk såvel i psykoanalytiske som litterære kredse, ligesom den vil være oplagt i undervisningssammenhæng fra gymnasieniveau og op. Det meget tætte tekstbillede og bogens niveau, sprogligt som abstraktionsmæssigt, gør den krævende at læse.