Bogen er for studerende og praktikere, der vil gennemføre fokusgrupper og ikke har den fornødne erfaring. Det kan være uddannelsessøgende, firmaer, organisationer og politiske partier.
Bogen er en introduktion til fokusgrupper, som er en kvalitativ metode til at få belyst et emne fx et produkt eller et koncept. Fokusgrupper kan give mere komplekse svar end eksempelvis spørgeskemaundersøgelser, idet der er tale om en samtale mellem en spørger/moderator og en gruppe af interviewpersoner. Bogen viser kapitel for kapitel, hvorfor og hvordan man griber sagen an fra gruppedesign og spørgerammen over praktiske detaljer, som man kan snuble i, hvis man ikke er omhyggelig, rekruttering og frem til selve dagen. Endelig et kapitel om moderering og til slut analysen efter fokusgruppen. Bogen er meget praktisk og struktureret og nem at bruge som håndbog.
Kvalitative metoder og Kvalitative metoder i organisations- og ledelsesstudier begge 2010 rummer stof om fokusgrupper, men begge er meget mere avancerede end den aktuelle, lille manual for studerende og praktikere.
En fin introduktion til fokusgrupper, som adskiller sig fra anden litteratur om emnet ved at være meget pragmatisk og let at gå til.