Lene Henningsens nye samling består af både kortprosa og lyrik, og dette markeres helt konkret i bogens fysiske form. Den er trykt som "tete-beche", dvs. to bøger der fra hver sin ende mødes på midten. Den ene halvdel Havfruefonografen består af 58 korte prosastykker og er portrætter af mennesker i en række europæiske storbyer. Den angivelige inspiration fra fotografen Krass Clements sort-hvide billeder fornemmes klart i monologernes stærke og pågående udtryk for vrede, glæde, længsel og håb. Digtene i bogens anden halvdel er anderledes rensede og abstrakte i deres formsprog. Her finder man den besværgende og profetiske tone som er så karakteristisk for LH's lyrik. Med en næsten Ole Sarvigsk patos og diktion tales der om tilblivelse, forventning og vækst over for vinter, goldhed og død: "Vent på en ro der kan/ knuse os eller/ flække os i mulige dele/ i skåle, flydende/ åkander på havet// parat til det uventede. Med hvert sit udgangspunkt spejler de to bøger hinanden i deres tematisering af eksistentielle grundvilkår. Det er et velkendt tema hos LH, men specielt i prosadelens mere frie og "urene" tale fornemmer man, at noget nyt er undervejs i forfatterskabet, der bryder med det meget sakrale og højstemte, eller i hvert fald kaster et anderledes forsonende lys ind over det.