Målgruppen er lidt erfarne lyriklæsere, der gerne vil læse og følge med i nyere dansk lyrik.
Første udgivelse fra Poesiens Hus, der er et oplysnings- og formidlingscenter i København for dansk poesi og digtning. Bogen indeholder digtsamlinger af tre forfattere, der debuterede mellem 1989-1994. Det er David Læby (f. 1969), Lene Henningsen (f. 1967) og Iben Claces (f. 1973), der alle har udgivet flere digtsamlinger og enkelte romaner og noveller. Første digtsamling af D. L. med titlen Kære hvalp rummer fortællende digte, der tematiserer naturen, livet, tiden og glemsel. Anden digtsamling af L. H. Karnevals alter beskriver vores splintrede liv og verden gennem et voldsomt og udtryksfuldt billedsprog. Tredje digtsamling af I. C. Den femte sol udtrykker en skabelsesmyte igennem et ordrigt billedsprog, der er inspireret af mytologier fra forskellige kontinenter. De tre digtsamlinger fungerer fint i samme bog, fordi deres forskellighed supplerer hinanden og giver spændingsintensitet til hele bogens sprog og emneunivers.
D.L. tematiserer nogle af de samme emner, som i hans seneste digtsamling. L.H. skriver lidt vanskeligt tilgængelig digte, som omhandler eksistentielle vilkår som hendes øvrige forfatterskab. I.C. har også i tidligere digte været inspireret af temaer fra fjerne rejsemål.
Vellykket lyrikudgivelse der på udmærket måde får formidlet velskrevne og spændende digte af tre unge danske lyrikere. Forhåbentlig kommer der flere bogudgivelser fra Poesiens Hus.