Det sort-hvide fotografi på omslaget af Peter Laugesens digtsamling viser en dreng der i en saltomortale befinder sig frit svævende i luften, iagttaget af sine måbende kammerater og afgrænset af en høj, bastant mur der diagonalt fører ind i billedet. For et øjeblik ophæves tyngdekraften, virkelighedens vante perspektiv forskydes, og på samme måde rummer PL's digte beskrivelser af øjeblikket, tilfældet der utopisk åbner op for "Det andet, det ny der ikke findes." Disse åbninger findes overalt i samlingen, men side om side med tilbageskuende digte og bidske kommentarer til nutidens politiske realiteter. Det politiske, det personlige og det æstetiske er ikke adskilte sfærer i PL's univers, der tilsvarende rummer en stor mangfoldighed af udtryksformer: Prosadigte der reflekterer over liv og læsning, stramme, ofte rimede kortformer og rablende nonsensdigte der leger med ordenes lydlige og grafiske muligheder. For PL findes poesien overalt. Både i bøgerne, ("De er monologisk mumlende rester/ af noget der aldrig forsvinder"), og i livet, og derfor kommer hans digte givende og generøse læseren i møde, uden af den grund at være behagesyge og glatte.