Fortyndingsprincippet

Teglgaards 4. - af omfang - store roman på 2-3 år tror jeg er ment som en moderne udviklingsroman, hvor hovedpersonen gennem en faglig og en menneskelig krise finder en slags ro i sig selv i den dybe fornedrelse. Titlen kommer fra romanens ene ben, en slags økothriller, hvor hovedpersonen, der er biolog, kommer på sporet af svindel med giftudledning fra en medicinalfabrik på Lolland - prøverne tyndes ud ligesom spildevandet gør efterhånden, så det onde forsvinder nok helt på et tidspunkt. Det ved biologen godt ikke passer - absolut heller ikke på det andet ben: en incesthistorie, hvor hans ægteskabelige seksualliv visner efter datterens fødsel, og hvor han allerede fra børnehavealderen kompenserer med små hemmeligheder, der efterhånden udvikler sig til egentlig incest. Teglgaard skriver godt og virker meget tændt på sit stof, men jeg synes ikke koblingen mellem de to historier holder for alvor, og hans trang til at på en gang gå i detaljer og samtidig holde læseren unødigt hen med hentydninger gør, at man skal langt ind i en historie, der ikke fænger fra starten, før tiørene falder. Det er synd, for kommer man igennem de første halvhundrede sider, går resten strygende.

Read the full assessment