Four

"I Girl Almighty leges der med en snert af folkemusik, og her er et anstrøg af charme og smittende ungdommelig energi, som man i den grad savner i det noget blodfattige billede, albummet som helhed udgør. Ironisk er det desuden, når man nu har at gøre med et produkt, der ikke fortjener meget bedre end at blive streamet gennem et par små smartphonehøjtalere, at der nok skal blive langet en i disse tider velvoksen stak fysiske eksemplarer over disken".

"Succesen for One Directions album har hidtil bygget på, at en række hitfokuserede sangskrivere, producere og instrumentalister har arbejdet i kulissen. Den model benyttes også på det nye album, og også denne gang trækker bl. a. anonyme arbejdsmænd som Julian Bunetta, Jamie Scott og John Ryan en afgørende del af læsset. Derudover kan man i bookletten læse, at de fem bandmedlemmer i en eller anden udstrækning har medvirket som sangskrivere på flere numre. Det er dog umuligt at gennemskue, hvor stort deres bidrag er ... Kærlighedens kvaler og idealer præger mange af sangteksterne. Desværre er sætningerne alt for ofte stopfodret med floskler og generaliseringer".

Read review

"Hvor forgængeren, 'Midnight Memories', havde sin egen friskfjæsede charme i et energisk virvar af arenavenlig Val Halen-rock parret med hjemmestrikket Mumford & Sons-inspireret folkrock, lyder 'Four' som en utrolig lang parentes af ét langt midtempo-helvede.Kun få stjernekastere glimter i den træge sovs af dovne melodier, og det er de mere tempofyldte numre som de smårockede hormonbomber 'No Control', 'Girl Almighty' og til dels 'Ready to Run', der trækker stikket hjem på gruppens med afstand mindst sindsoprivende plade til dato".

Read review

"Bandets fjerde album på fire år. Et studie i, hvordan absolut harmløs og friktionsfri popmusik skrues sammen, så det nemmest glider ned som det fastfood-produkt, det nu engang er. One Direction har ellers på forhånd proklameret, at det nye album skulle være mere »edgy« end tidligere og har i den anledning allieret sig med »rock« -bands som Kodaline og The 1975 i forsøget på at gøre stilen mere rå. Men lige meget har det hjulpet. Dette album er nøjagtig lige så råt som en ulden sok, et blødkogt æg eller en returbillet til Hedehusene. Det er hvad som helst og ingenting.»Steal My Girl«, som indleder pinslerne, er sådan en træskosang, der er fin at sjoske frem og tilbage til på dansegulvet ved den kommende julefrokost. »Ready to Run« forsøger at kopiere guitarintroen til Aviciis »Wake Me Up«, mens »18« skrevet af hit-kometen Ed Sheeran lyder som... Ed Sheeran. Helt fladt og intetsigende".

Read review