"Syv år efter seneste album er duoen og parret forenet på ny, og trængslerne er afsæt for nogle af de bedste sange på albummet. "Try" beskriver et forhold i knugende tomgang, hvor begge parter måske håber, at den anden bryder isen. Det er hverdagslængsler og country-inderlighed i universelt popformat, hvor det indbydende refræn står klar til at belønne lytteren med en ordentlig bamsekrammer. Musikken skylder en sæk bløde pakker til Fleetwood Mac, og Dorthe Gerlachs englerøst har sirenesød genklang af Dolly Partons hjerteknuste skønsang ... Men i nogle sange savner man karakter og krydderi, når Hush falder tilbage på generelle hjerte-smertelige betragtninger og småsentimental pop, der er lige dele hyggelig og diffus".