De fleste forældre kender det med at have lidt for travlt i hverdagen, vi skal lige ordne dit og dat. Denne bog kan være øjenåbner og giver nogle udfordrende øvelser, der skærper nærværet og hjælper læseren til at blive den forældre, han/hun kunne ønske sig at være. Kendte menneskers erfaringer med forældrenærvær er med til at nuancere og illustrere.
Forfatteren er coach og uddannet i nærvær, men opdagede at nærværet overfor hendes børn haltede. Hun gav sig selv en udfordring: sig ja til alt hvad du plejer at sige nej til i 1 uge, og lærte en masse, foruden at hun morede sig kosteligt. Hun har interviewet en række kendte personer, som fortæller om deres måde at være nært sammen med deres børn. Imellem interviews og hendes egne erfaringer er der indskudt plads til at overveje en række ganske dybtgående spørgsmål om nærvær til læserens fordybelse. Bogen er hurtigt læst, men kan arbejdes med i længere tid.
En følelsesmæssigt provokerende og inspirerende bog om forældreskab og nærvær, hvis man arbejder seriøst med den. Andre bøger har samme budskab, set fra lidt andre vinkler, bl.a. Mindfulness for forældre, Skyggebjerg: Zen for mødre og Kernesund familiefitness.
Inspirerende arbejdsbog om forældrenærvær med eksempler i forfatterens egne og en række kendte personers måde at være nærværende med deres børn. Bogen er hurtigt læst, men kan danne baggrund for mange overvejelser og selvransagelser. Nogle læsere, som undertegnede, vil føle sig ramt lige i hjertekulen.