Forfatter og fotograf har tidligere lavet bøger i denne serie bl.a. Fra ko til mælk og Fra korn til brød. I denne bog drejer det sig om storproduktion af æg. Det virker lidt mærkeligt, at bogen indledes med et besøg i et hyggeligt hobbyopdræt, hvor hønerne selv udruger deres æg, når det ellers drejer det sig om masseproduktion. Bogen fortæller om æglægning, sortering, kvalitetskontrol, pakning osv. Til sidst spiser en lille pige sit kogte æg. Rugehøne og pige ses på forsiden. Bogen er forsynet med gode farvefotografier. På hvert opslag findes et helsidesbillede samt et eller to mindre billeder + en tekst, der er kortfattet, men ikke specielt let at læse. Der er ikke andre bøger om netop dette emne for målgruppen. Bogen giver et fint, lille indblik i moderne ægproduktion. Den er primært til oplæsning/samtale for førskolebørn. Selvlæsning fra niårsalderen.