Den sjette bog i serien om Freja. Her fortælles en ny hverdagshistorie, hvis handlingsforløb børn let vil kunne identificere sig med. Denne gang har Freja besøg af en veninde, Mia. De skal sove sammen, og det er i sig selv spændende. De leger med dukker og får en ide om, at dukkerne burde have rigtig mad. Faderens små akvariefisk har efter pigernes mening en passende størrelse, og så går handlingen i gang med fiskestang, små vandpytter m.m.. Det lykkes med enkle midler og letforståelig tekst at få fortalt en lille, god omend noget forudsigelig historie. Det er dog især de livlige illustrationer, der løfter bogen. Der er mange af dem. De er sjove, detaljerede og charmerende med meget udtryksfulde personer. Desuden er der fin overensstemmelse mellem tekst og billede, hvilket har stor betydning for begynderlæserne. Fra begyndelsen af 2. klasse vil de fleste elever sagtens kunne læse disse bøger - med lix 8.