For piger i 2. kl., der har overstået den allerførste begynderlæsning, vil denne bog være lige på kornet. Den er tilmed den første i en serie, der er planlagt til 4 bind, og rigtig mange begynderlæsere er vældig glade for at læse om personer, de kender fra andre bøger. Forsidens farvestrålende, indbydende og livlige tegning forestiller hovedpersonen Freja. En pige på 8 år med ansigtet fyldt med fregner og et stort, rødt, krøllet hår. I bogen får vi præsenteret Frejas lille verden, som piger på hendes alder vil kunne nikke genkendende til, serveret i en tryg og glad atmosfære. Glæder og små sorger med bedsteveninden, storebroderen og klassekammeraterne er temaet. I handlingen indgår der også en lidt mere spændende historie, som selvfølgelig ender godt. Sproget er enkelt, dog med svære ord i ny og næ, og der er ikke brugt delestreger. Dette afhjælpes dog meget ved hjælp af de sort/hvide tegninger, som pryder hver eneste side, og som understreger teksten på ypperste vis. Teksten er skrevet i korte sætninger og er meget overskuelig.