De seks fortællinger i Jesper Wamslers, (f. 1976), debutbog er fælles om dels at være dateret til et ganske bestemt år fra 1923 til 1992, dels at de udspiller sig på eller omkring Sorø Akademi. Bogens undertitel er vigtig at hæfte sig ved, for hvad det her drejer sig om er ikke noveller, men netop fortællinger - skæbnefortællinger, i den tradition som kendes fra Karen Blixen og senest Peter Høeg, (Fortællinger om natten). Akademiets magiske blanding af tradition, historie og natur spiller aktivt med i disse fortællinger om elever og lærere, der gennem mystiske oplevelser og erkendelsesskred erfarer en dybere eller højere dimension i tilværelsen. Det er det almene frem for det individuelle der interesserer JW i disse bredt malede og fortalte historier. Personerne er marionetter for forfatterens "højere" hensigter, og troværdighed eller dybde som mennesker af kød og blod får de aldrig. JW har sans for at disponere en fortælling, og i en tid, hvor det er de korte former der dominerer, er det spændende at se en ung forfatter som forsøger sig med længere prosaforløb. Foreløbig bliver det dog ved forsøget og anslaget. Den bevidst pastiche-agtige fortællestil er sikkert gennemført, men i længden undgår historierne ikke en vis skematik, der står i modsætning til at det de ønsker at indfange netop er fantasien og uforudsigelige.