Ny videnskabelig udgave af den klassiske, grufulde guvernanteroman, udgivet af Det danske sprog- og litteraturselskab i eksklusiv indpakning. Historien kan stadig fange nutidens læsere og henvender sig både til opgaveskrivende studerende, undervisere, læsekredse og seriøse lystlæsere.
Dette er fjerde bind i forlagets udgivelsesrække, næste bind bliver "Sidste fortællinger" og løbende genudgives det resterende forfatterskab. Handlingen foregår i Frankrig, hvor to unge uskyldige kvinder fra England, har taget ophold hos en mystisk præst. De to indser imidlertid hurtigt, at de blot er inviteret som dækhistorie for en række uhyggelige aktiviteter, og at den rare præst i virkeligheden er djævelen selv. Fortællingen er velskrevet og dramatisk på trods af det gammeldags, lidt omstændelige sprog. Selve romanen fylder cirka 270 af de næsten 400 sider, resten er grundige og velskrevne afsnit med ordforklaringer, kommentarer til tekstgrundlag og udgivelsesprincipper, noter og et fyldigt efterskrift af Benedikte Rostbøll.
Bogen er kommet i mange udgaver siden 1944, sidst i 2008 i en udgave med moderne retskrivning. Denne udgave udmærker sig med sin videnskabelige/tekstkritiske vinkel, der gør bogen særdeles anvendelig for såvel opgaveskrivere, som Blixen-tilhængere. Historien er en gotisk gyser, en kriminalroman, men først og fremmest en humoristisk pastiche på romantiske guvernanteromaner som Brontë og Austen.
Et videnskabeligt og litterært værk, med et smukt og gennemført layout.