Gengangerbørn : digte

Som i de to foregående samlinger, Ser solen ånde, 1992, og Han, 1994, bevæger Jørgen Nielsens nye digte sig ud i kroppens og bevidsthedens grænseområder - og gør det med en styrke ogvoldsomhed som virker både skræmmende og fascinerende. I tre afsnit skildres - eller snarere fremmanes - barndommen som én lang række af overgreb, både fysisk og psykisk. Den grundlæggende strukturi de ekspressive og kropsligt pågående tekster er oplevelsen af angst, forladthed og smerte, der rækker fra den tidligste barndom frem til voksenlivet, som på tragisk vis er dømt til at gentagebarndommens undertrykkelse. I stedet for vækst og udvikling er der tale om gentagelse: barnet som genganger i den voksnes liv. JNs digte bærer lidelsens og glimtvis misantropiens aftryk, menafgørende er at de på intet tidspunkt forskriver sig totalt til den. I kraft af deres formbevidsthed og vilje til udtryk er der en kunstnerisk distance til stoffet som er hårfin, men som holderhele vejen igennem og gør samlingenuafviselig og sært gribende.

Read the full assessment