Bogens titel refererer til bogen fra 1964 Sofavælgerne af Jens Jeppesen. Nu følger nogle af Danmarks førende valgforskere op. Udgangspunktet er en undren over den høje valgdeltagelse i Danmark. I lande, vi sammenligner os med, er valgdeltagelsen faldende. Desuden er etniske minoriteters valgdeltagelse også højere hos os end andre steder. Bogens analyser bygger på valglisterne fra 25 kommuner, den officielle valgstatistik og en interviewundersøgelse pr. telefon. Efter et indledende historisk afsnit og et teoretisk afsnit søges via det empiriske materiale en forklaring på, hvordan den sociale baggrund spiller ind på vælgertilslutningen. Dvs. alder, køn, uddannelse, civilstand, graden af social integrering. Disse giver ikke i sig selv en god forklaring, hvorfor forfatterne forholder sig til betydningen af normer og holdninger, viden om politik, menneskers generelle tillid til andre og specielt deres tillid til politikere og den demokratiske styreform. Endelig indgår mere rationelle overvejelser i retning af lethed ved at komme til stemmeurnerne, ugedag for valgene osv. Slutteligt er der et fyldigt afsnit om den etniske del af befolkningen og variationer i de forskellige befolkningsgrupper. Et stykke forskningsarbejde, formidlet så alle kan være med. Bogen vil dog nok fortrinsvis blive brugt på de samfundsvidenskabelige videreuddannelser.