Forventningerne er mere end høje når parret til Nej sagde Kaj 1998 igen skaber en billedbog sammen. Både på tekst- og billedsiden indfries de til fulde. Teksten har lånt elementer fra eventyrets verden, men bruger dem utraditionelt og overraskende, og slutningen er mere udfordrende end forløsende. Teksten er udfordrende i sin opbygning med bl.a. remseagtige gentagelser, ordspil, forlydsrim og navne som Pullimutten og Øfgøffen. Den er sprudlende, veloplagt og lidt skræmmende. Det skræmmende og gysende understreges og folder sig flot ud i de fantasiskabende illustrationer. Der er noget voldsomt og grotesk over farver og motiver som beskueren ligesom Gidrik bliver suget ind i. Der er overraskende perspektiver, besynderlige detaljer og fart i billederne. De mange uhyrer Gidrik sluges af er ikke for sarte sjæle. Geden Gidrik er vred og ensom blandt sine egne. Han vil finde nogle menneskelige dyr og lader sig sluge af Gedeslugeren. I dens mave sluges han af Kokkelokken og så fremdeles, seks gange i alt. Men så bliver Gidrik vred og stanger sig selv og de seks uhyrer ud af hinanden. En jæger skyder uhyrerne. Da han vil skyde Gidrik, stanges også han. Til sidst stanger Gidrik sig ud i rummet. Historien vil fascinere børn fra 5 år, mest i dagtimerne.