Da jeg var dreng dyrkede jeg en periode P.G.Wodehouse sammen med en kammerat, der gik så vidt, at han begyndte at gå med monokel som nogle af forfatterens overklasseenglændere. Gensynet med Wodehouse med disse golfhistorier blev ikke lykkeligt, men de hører måske også til hans svagere produkter. Det er meget ensartede og i nogen grad ensformige historier fortalt af golfklubbens ældste medlem, der har set og oplevet mange sære ting på og omkring golfbanerne. Som regel handler historierne om to unge mænd, der konkurrerer om en piges gunst ved at spille golf - og ofte er det svært at forstå, at hun ikke løber skrigende bort fra dem begge! Jeg havde svært ved at finde ret meget at smile af i disse historier, der ifølge forordet skulle være hylende morsomme og være en institution indenfor den engelske golfsport. Det er muligt, at man skal være golfspiller for at se det sjove, i så fald er jeg på udebane.