Dette er efterfølgeren til Håbets land om Gracelin O'Malley, der når at opleve så meget voldsomt i sit unge liv, før det lykkes hende at komme væk fra et Irland, martret af hungersnød og opstande. I denne roman følger vi hende og hendes lille pige over Atlanten på immigrantskibet. Hun genforenes med sin bror i New York og får for en stund en tilværelse stablet på benene i denne heksekedel. Historien hører uomtvisteligt til i underholdningsgenren, vores irske heltinde er stolt, ædel, modig og har øjne med samme farve som oceanerne, helten tilbeder hende og en enkelt ærbar sexscene sniger sig ind. Men plottet er også velkonstrueret uden løse ender; højdepunkterne bygges fint op, og fortællingen føres videre til næste problemkompleks. Foruden spændingselementet er der også grund til at værdsætte de historiske detaljers troværdighed, vi oplever storbyens gader, immigranternes usle kår på samfundets bund, vi ser menneskehandel og korruption men også menneskelighed og sammenhold. På denne bogs sidste sider må Grace bryde op og drage endnu længere mod vest. For at se hvad der videre hændte Gracelin, må vi vente på næste bind.