Bøger / faglitteratur / litteraturanalyser

H.C. Andersens Den lille havfrue : fra eventyr til nationalmonument


Beskrivelse


Udgivet i forbindelse med EXPO 2010.

Om H.C. Andersens eventyr "Den lille havfrue" og dets tilblivelse og om hvordan det har inspireret kunstnere verden over, herunder til Edvard Eriksens berømte statue på Langelinie.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. feb. 2010

af

af

Kirsten Emdal

d. 22. feb. 2010

Bogen er skrevet som en slags optakt til EXPO 2010 i Shanghai for at udbrede kendskabet til H.C. Andersen, hans eventyr Den lille havfrue og til Eriksens skulptur af samme navn.

Christopher Bo Bramsen er jurist/ambassadør, og han varetager posten som Danmarks generalkommissær på EXPO 2010. Han har tidligere udgivet både artikler og bøger indenfor så forskellige emner som udenrigspolitik, jura, historie og kunsthistorie. Bogen gengiver dels selve eventyret og dels en beskrivelse af dets tilblivelse. Derudover er der en udførlig gennemgang af, hvordan kunstnere verden over har ladet sig inspirere af eventyret til ballet, film, teater, musik, musicals, opera, skulpturer, billedkunst og happenings. Edvard Eriksens bronzeskulptur på Langelinie er selvfølgelig også grundigt beskrevet, og der vises eksempler på andre skulpturer af H.C. Andersens lille havfrue i ind- og udland. Bogen er illustreret med mange flotte farvefotos.

Man kan sammenligne nærværende bog med Det flydende spejl, 1995 af Finn Barlby, som består af egentlige analyser af eventyret - og med Den lille havfrue, 1992 af Suste Bonnén og Annette Stabell, som er et udstillingskatalog, der primært ser på folketraditionerne omkring havfruen og på illustrationerne af eventyret.

Bogen bygger på meget grundig research vedrørende Den lille havfrue. Det er en flot og inspirerende bog (kommer også på engelsk), der fint kan bruges efter hensigten ved udstationeringen af Eriksens skulptur på EXPO 2010.