Håbet viser vej

Et ungt par, Tami og Richard - begge erfarne sejlere, starter ud fra Tahiti med kurs mod Californien. De er selv på jordomsejling, men kan tjene godt ved at bringe denne båd til USA. Efter 2 uger til søs løber de ind i en orkan, Richard bliver skyllet over bord og Tami slået bevidstløs; hun vågner op 1 døgn senere i et vrag, der dog flyder. 41 dage til søs varer det, før hun når land på Hawaii, og det er fortællingen om denne umenneskeligt hårde periode, der er bogens kerne. Hun støttes af "en indre stemme'" som må forstås som en blanding af sund fornuft og en skytsengel. Det lyder banalt, men fungerer faktisk i sammenhængen. Tami regner sin position ud og styrer mod land med strømmen, hun gør det muligt at opholde sig i vraget og rationerer vand og dåsemad. Beskrivelsen af dagene på havet blandes med tilbageblik på hendes oplevelser sammen med Richard. Strukturen i beretningen med hendes daglige udfordringer på vraget, havet og himlens indvirkning, tilbageblik og "samtaler" med "stemmen" gør bogen elementært spændende. Fortællingen om den syndflod af tårer hendes ankomst til landjorden afstedkommer er nok rigeligt tæt på en ugebladshistorie, men ellers kan bogen sagtens læses på linje med de rejsebeskrivelser, vi ellers finder fx i 40.4.

Read the full assessment