Kirke og religion i EU. Et lille, men principielt vigtigt aspekt i EU-debatten, som sognepræst og EU-modstander H. Rørtoft-Madsen her seriøst beskæftiger sig med. Forfatteren har ført en offentlig brevveksling med Danmarks chefforhandler Niels Ersbøll, som oprindelig ikke kunne forestille sig, at emnet nogensinde skulle behandles i traktatmæssig sammenhæng. Han kom imidlertid på andre tanker, hvad bogen så glimrende dokumenterer. Bogen indeholder dels en analyse af brevvekslingen, en gennemgang af Amsterdam-traktaten i relation til kirke og religion samt en række bilag med kopier af brevene. Et sagligt og velunderbygget debatoplæg om EU-borgernes tros- og åndsfrihed.