Illustreret, fin biografisk fortælling der viser livet og verden set fra en anerkendt 90-årig møbelsnedkers perspektiv. Livsværk og håndværk peger fint mod målgruppen, for hvad enten man er bekendt med Ejnar Petersen eller kender hans Allerød-firma PP Møbler, får man her en personlig tur gennem dansk møbelsnedkeris guldalder. I sprogligt sikkert selskab med ghostwriter Rachlin.
Pedersen voksede op i Vejen og kom lidt tilfældigt ind i snedkerfaget, som han dog hurtigt dedikerede sig til - ikke mindst som svend på nogle af de førende værksteder. Sammen med broren etablerede han PP Møbler i Allerød, som var og er et kraftcenter for møbelværksteder. Et tidligt samarbejde med møbelarkitekterne Wegner og Nanna og Jørgen Ditzel sendte virksomheden på kurs mod tidens helt store designere. PP har arbejdet sammen med dem alle, og det er interessant at læse om samspillet mellem designerne og håndværksmestrene, om vellykkede processer og opgør. Men også om de op- og nedture værkstedet og branchen har gennemløbet fra ca. 1950 til nu. På det private område følger vi ægteskabet med Kirsten, deres to børn og senere hendes alt for tidlige død. Pedersen dannede siden par med arkitekt Hanne Kjærholm med hvem han også kunne have et fagligt partnerskab.
Møbelsnedkerne selv (ikke designerne) er ikke særligt velbeskrevne. Se dog Mesterværker, 2003, og Møbelkunst og møbelsnedkeri, 1974.
Lødig og velfortalt beretning af en møbelsnedker, der står stærkt og stolt i sit fag.