"Olsen synger stadig med samme drengede desperation, guitaren er stadig gud og omkvædet det, der vil redde os. Men der er lidt flere finesser på spil, en lidt større musikalsk ambition og spændvidde. Der prøves for eksempel kræfter med synthpop ('I dybet') og bluesrock ('Høj eller straight'), og på den drævende 'Slipper snoren' - hvor Olsen er i dysterskøn duet med Katinka Bjerregaard - er det på et blødt elektronisk tæppe, de synger om at »miste grebet om sig selv« og »lede efter liv« ... Der ligger en voksen alvor og eftertanke i, at albummet insisterer på at være et konceptalbum, idet det fra start til slut følger et døgns rytme ... Dette til trods trækker teksterne stadig primært på velkendt rockinventar, på storbyen, alkoholen og smøgerne på en bund af bristede drømme, søvnløse nætter og venner, der forsvandt. En rockmusikkens filosofi uden dybere mening, men med masser af katarsis. Og med blikket rettet indad får Olsens brøl en ikke uklædelig eksistentiel - hvisikkeligefrem rørende - tyngde ... En rockcyklus, hvor hvert andet nummer er ret godt, og hvert andet er ret skidt, men hvor krisen og klicheen hele vejen udleves med vitalitet".