Der er flere billedbogsudgaver af eventyret, fx Jens og bønnestagen 1997 og Hans og bønnestænglen 1992. Billedbogen er i forhold til 1997-udgaven en lidt kortere version hvor alle hovedtemaer er bevaret, men uden mange udbyggende detaljer. Sproget er mundret. Det rummer nuancer og rammer eventyrets knappe stil og sprogtone. De udtryksfulde illustrationer, der gengiver dramaet i eventyret, fascinerer i al deres enkelhed. Heri er de i flot overensstemmelse med teksten. De er tegnet i en bevidst barnlig streg, hvor personerne har store hoveder og tændstiktynde arme og ben. Illustrationerne afbilleder kun det der har betydning i handlingen, d.v.s. ingen detaljer eller udfyldning af baggrund. De er tegnet set fra forskellige perspektiver, og er malet med fuldt dækkende farver i klare dæmpede nuancer lagt på i flere lag. Farverne er stemningsbærende. Den fattige Hans sælger morens eneste ko for fem bønner. I vrede smider moren dem på jorden. På en nat vokser en kæmpe bønneplante op. Hans kravler op ad den og får, som vi ved, fat i Kæmpens skatte. I denne version ender Kæmpen i verdensrummet. Bogen vil fascinere børn fra 4 år. Illustrator kendes fra Den kæmpestore roe 1999. Forfatteren har ikke udgivet andre billedbøger på dansk.