Spændende og eventyrlig billedbog om Mille og Mikkel Opfinder, som skal løse mysteriet om et havmonster - for børn på 4-7 år.
Pigen Mille bor ved siden af Mikkel Opfinder, som har et stort værksted med masser af opfindelser. De to venner får besked om, at et havmonster hærger i byens havn, og de tager straks afsted med både luftskib og ubåd for at løse problemet. Havmonsteret viser sig at være en hval, som er blevet viklet ind i affald, og Mille og Mikkel redder den. På nogle af siderne skal man finde robothunden Thiago, som gemmer sig. Forfatter og illustrator Kjell Thorsson har tidligere illustreret billedbogen Her kommer robotterne!.
Historien er sjov og eventyrlig, og der er mange finurlige opfindelser. Tegningerne er flotte og fantasifulde, og de er fulde af detaljer, som man kan bruge lang tid på. Der er pile med korte forklaringer på en del af de mange elementer, så spørgelystne børn kan få svar på nogen af deres spørgsmål. Bogen kan også lægge op til en snak om at sortere sit affald og ikke smide det i naturen, og den gør det på en god måde, uden at være belærende. På forsiden står "Mille & Mikkel - opfindelser og eventyr", så man kan håbe, at det er starten på en hel serie med de to venners eventyr.
De farverige, detaljerede og fantasifulde tegninger minder om Colin Thompsons billedbøger, fx Mit Atlantis.