Billedbog for børn fra 3-7 år skrevet på rytmiske vers. Meget velegnet til at blive læst højt. Den kan med fordel danne ramme om en snak med børnene om det at være bange for højder - eller det at lære at køre på cykel.
Enhver ved at hekse flyver på et kosteskaft. Men hvad nu hvis heksen har højdeskræk? Det er temaet for denne billedbog, som er skrevet på rytmiske rim. Heksen Fie Fræk er bange for højder og bliver syg, når hun er ude at flyve. Hun bliver svimmel og kan ikke styre sin kost. Hun er nødt til at hoppe af, og lander fx i en tjørnehæk. Det er bestemt ikke rart, men hvad kan man gøre mod højdeskræk? Tja, man kunne jo skifte kosten ud med et mere jordnært transportmiddel, fx en cykel. Og med lidt øvelse cykler Fie Fræk frejdigt af sted med sin kat på bagagebæreren. En munter bog, hvor tekstens rim går fint i spænd med illustrationerne, der tegner et glimrende billede af et hekseunivers. Tekstens rim er forholdsvis mundrette, og bogen er velegnet til højtlæsning.
En anden heksebog med rim kunne være Marianne Iben Hansens Fikkedik og Falderina : hekserim fra 2004.
En munter bog om højdeskræk, hvor fortællingen udspiller sig i et fint illustreret hekseunivers. Teksten er skrevet på rim, og er velegnet til at læse højt.