Kom i gang med en sundere livsstil og få mere energi, overskud og en sundere krop. For alle, der har brug for ny inspiration og et kærligt spark til at blive lidt sundere.
Det kan være både svært og uoverskueligt at komme i gang med en ny og sundere livsstil, og hvor skal man starte? Denne bog hjælper med at tage det første svære skridt og med, i løbet af en uge, at etablere nye, gode vaner. Læseren bliver taget i hånden og bliver skridt for skridt ledt på vej mod en sund og varig livsstil. Bogen indeholder bl.a. morgen- og aftenritualer, yoga- og mindfulness-øvelser samt opskrifter. Der er ikke som sådan fokus på vægttab i bogen, men det vil være et naturligt resultat for mange, der begynder at leve sundere og spise anderledes. Meningen er, at læseren i løbet af en uge kommer så godt i gang, at det er lettere at fortsætte.
Meget enkel og ret simpel bog, der giver et overskueligt og nemt overblik over, hvor der kan sættes ind for at blive sundere. Den henvender sig især til dem, der gerne vil undgå at læse flere siders teori og mange forklaringer. Opskrifterne er ligeledes enkle, indbydende og lette at gå til. Bogen indeholder desuden et par sider til noter.
En noget grundigere og mere omfattende bog om emnet er Sunde vaner med succes, der guider til en sundere livsstil og hjælper med at drible udenom faldgruberne.