Forf. (f. 1954) er biopat og har skrevet seks bøger om sundhed og kost, senest Børn og bordets glæder, 2002. I sin nye bog giver hun et bud på, hvordan man kan holde den slanke linie, nemlig ved at spise efter ens stofskiftetype. Forf. opererer med tre stofskiftetyper: Den miksede type, kulhydrattypen samt protein- og fedstoftypen. Bogen indeholder en test, og når man har fået identificeret sin type, gælder det om at tage højde for det i den daglige kost. Desuden kapitler om råvarer, vitaminer, mineraler, blodsukker, bevægelse og motivation. Endelig 12 sider med opskrifter og diverse tabeller. Det er ikke en bog, som markerer sig positivt i mængden af bøger om sund livsstil, ernæringsrigtig kost og vægttab. Tværtimod risikerer den at blive overset, for hverken form eller indhold er på højde med markedets øvrige titler - omslag eller layout er ikke specielt appellerende, og sprogligt er bogen noget snakkende, så budskabet træder ikke klart frem.