Herlig kulturhistorisk godbid af en bog, om arbejdshestens historie i Danmark, for alle der holder af heste. De mange datidige fotos af heste fra ca. 1860 til 1960'erne giver lyst til at bladre i bogen.
"Det må være på sin plads at fortælle læseren, at jeg som bogens forfatter, med mine 85 år på bagen og med mine 75 års opsparede viden og erfaring, har været iagttageren af og har set, hvordan det foregik, og hvordan der gennem årets gang blev arbejdet med hestetrukne redskaber og vogne på marker og på gader og stræder." Sådan skriver Arnold Andersen i sin kulturhistoriske bog om arbejdshestens historik i Danmark. Bogen er inddelt i en række temaafsnit med disse overskrifter: "De foretrukne hesteracer", "Hesten i forskellige arbejdssituationer gennem 100 år", "Hesten og årets gang i landbruget", "Hestearbejde under krigene", "Heste i Transportens tjeneste" og "Hesten i fritidens glæder." I sidstnævnte afsnit er der fx historik om heste i cirkus, i ridesport, i trav- og galopløb og om "Hesten som kunstværk", fx foto af "Havhesten" i Odense Å.
Entusiastisk og velskreven kulturhistorie om den danske arbejdshest, hvor kærligheden til hesten lyser ud af teksten og i de mange herlige fotos fra 1900-tallet, hvor hesten har en central placering, når familien skal præsenteres. Et begejstret vrinsk herfra til forfatteren.
Unik og savnet bog om arbejdshestens historie. En bredere bog om hestens historik er En verden af heste.