En 5000 år gammel egyptisk skabelsesmyte er her lavet som billedbog for børn fra ca. 5 år. Bogen ligner i layout, tegnestil og stemning en tidligere bog fra makkerparret her, Stenen (01/19), som blot er en gammel persisk legende. Teksten er poetisk og lidt højtidelig, hvilket emnet naturligt lægger op til. Illustrationerne er ligeledes poetiske. Klare grønne og blå farver, symboliserende jorden og himlen, fylder meget i de enkle illustrationer. Enkelheden og farvevalget skyldes bl.a. at illustrator har fundet inspiration i den egyptiske billedtradition. Så personerne har lidt "hieroglyf over sig". I det hele taget er illustrationerne mere symbolske end naturalistiske. Men stilen er ret tidløs og passer egentlig udmærket til en beretning som denne. Det er en "stille" bog, der kan vise, at vi verden over har en kulturel bagage, som både er forskellig, og så dog alligevel temmelig ens. Jeg har ikke fundet andre billedbøger med egyptiske myter.