Ruth Brown forstår kunsten, at få sine læseres nakkehår til at rejse sig, - tænk blot på Hævnen! Her er hun igen med en gyser, en enkel, raffineret og humoristisk en af slagsen med stemningsmættede og flotte naturalistiske illustrationer i farveskalaerne gylden, brun og grøn. Det handler om en tudse, en smattet slimet og stinkende tudse. I en kort og fyndig tekst beskrives udseende og levevis, indgående og det er ikke just flatterende! Men tudsen er ikke alene, langsomt rykker et sultent uhyre tættere og tættere på det intetanende kryb. Uden at røbe for meget af slutningen kan jeg vist godt sige, at der bliver smilet til sidst - bredmundet og lettet, naturen er ikke så tosset indrettet endda. En sikker og fortjent succes - og allerede fra 3 år kan der gyses med.