Generel introduktion til lånere og opgaveskrivere, der læser ny amerikansk litteratur og gerne vil et spadestik dybere ned i aktuelle tendenser og strømninger i USA's litteratur.
Bogens bidragydere, som alle er begejstret for amerikansk kultur, kommer fra den akademiske og den journalistiske verden. Redaktørerne er tilknyttet kulturredaktionen på danske dagblade og har begge tidligere udgivet bøger. I fjorten stort set kronologiske kapitler præsenteres de vigtigste tendenser i amerikansk litteratur siden 1980. Fra den stadige bearbejdning af den tabte Vietnam-krig og uoverskuelige miljøkatastrofer, til portrætteringen af yuppiekulturen, kernefamilien i krise, politisk puritanisme og terrorens indvirkning på nationen. Toni Morrison, Philip Roth, Marilynne Robinson og Cormac McCarthy, som alle er dybt engagerede i fortællingen om deres land og samtid, er bud på langtidsholdbar litteratur fra perioden. Lettilgængelige og velskrevne artikler, der trækker tråde tilbage i tiden og inddrager film, tv-serier og væsentlige artikler. Hovedvægten lægges på prosa, men både lyrik og drama er nævnt. Få sort/hvide fotos, præsentation af forfatterne og litteratur- og billedfortegnelse. Et forfatter- og titelregister savnes.
Bogen ligger i klar forlængelse af Amerikansk kultur efter 1945, som stadig bruges jævnligt på bibliotekerne.
Bred gennemgang af nyere amerikansk litteratur fra 1980 til i dag. Et mangesidet portræt af USA, som på både godt og ondt øver en kolossal indflydelse på resten af verden. Anskaffes bredt.