Romanen er en slags historisk spionroman, og som fx i forfatterens første roman En filosofisk efterforskning, er et omdrejningspunkt ligeledes filosofi og etik. Kerr forholder sig til det, man kunne kalde en etisk vandrehistorie eller -spørgsmål: Hvis du kunne have myrdet Hitler, ville du så have gjort det?". I bogens ironisk-bitre slutning, undlader vor hovedperson ikke blot at myrde Hitler, han redder hans liv i 1943, hvilket som bekendt betyder, at Hitler kan beordre "Endlösung" iværksat året efter. Vi befinder os i 1943. Willard Mayer, ung amerikansk professor i filosofi med jødisk blod i årerne, og efter Pearl Harbor efterretningsanalytiker, udsendes af Roosevelt på en hemmelig mission. Han skal efterforske påstande om en massakre begået af russerne. Amerikanerne har fået oplysningerne af nazisterne, som dermed håber, at kunne drive en kile ind mellem de Vestallierede og Sovjetunionen. Roosevelt vil til bunds i sagen inden det kommende møde mellem "De Tre Store", Roosevelt, Stalin og Hitler. Bogen er (naturligvis) lærd og researchet ned i mindste detalje. Den er stedvis morsom og rystende, men også utroligt langstrakt og kun mere end almindeligt historisk interesserede læsere, vil hænge på til den bitre ende.