I Clancys nye bog hopper vi med Jack Ryan tilbage til 1981 med plottet bygget op om det autentiske attentat mod Pave Johannes Paul II. Paven overlevede de velbekendte skud, så det er ikke her spændingen ligger. Desangående har bogen fællesskab med Forsyths fine Sjakalen. Men så hører ligheden desværre også op. Clancys murstensroman er god i de ret få situations- og actionsekvenser, men bliver aldrig rigtigt fængende og havde været tjent med kraftig beskæring. Handlingen snegler sig af sted i et hav af detaljer, snak, docerende betragtninger og amerikansk harcelering over dit og dat i Europa. Jeg fandt det svært at fastholde interessen omk. agentægteparret Ed og Mary Foleys og KGB major Zaitzevs omstændeligt beskrevne foretag i Brezjnevs Moskva, Jurij Andropovs attentatplaner og Jack Ryans familie- og kontortrivialiter i England. Vi har passeret s. 100, inden læseren får at vide, hvad det hele drejer sig om, og først efter s. 400 træder Ryan for alvor i aktion omk. Zaitzevs afhopning. Hertil kommer en bearbejdelse med replikker som Det smerter mig at måtte sige, Ja, søde, udansk formulering plus fx strengegruppe for strygere! Bogen skal nok blive udlånt, men vil efter min vurdering skuffe de fleste bortset fra meget ihærdige Clancy fans.