Books / fiction for children / eventyr

Hittedragen Guttermand


Description


Dragen Phaffner og Loch Ness-uhyret får sammen drageungen Guttermand. Han efterlades som hittedrage på fru Spræls dørtrin, og hun drager ud i ballon for at finde hans familie.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 23. Feb. 2001

By

By

Bodil Pedersen (skole)

d. 23. Feb. 2001

En uforpligtende, ganske hyggelig billedbog, der foregår i et eventyrligt og fantastisk univers. Hele bogens persongalleri præsenteres på forsiden. Hovedpersonen er den lille hittedrage, Guttermand, der er resultatet af et stormfuldt møde mellem Nessie og en tysk vingedrage, Phaffner. Hittedragen møder en masse vidt forskellige personer på sin færd, hvor en luftballon spiller en vigtig rolle, fra Loch Ness til Tumletoften hos fru Spræl og Elgvis og tilbage igen. Pointen er at finde et godt hjem til den og undgå, at den ender i zoologisk have. Den noget springende historie, der beretter om både væsentligt og uvæsentligt, fortælles i en humoristisk tone med flere direkte henvendelser til læseren. Der leges med ordene. De farverige, detaljerede illustrationer er imidlertid bogens styrke. De er sjove og nærmest tegneserieagtige. Til oplæsning for de yngste fra 5-9 år. Til en hyggestund. Kan selvlæses fra 3. klasse.


The libraries' assessment

d. 23. Feb. 2001

By

By

Torben Wilhelmsen

d. 23. Feb. 2001

Nærværende bog kan nærmest karakteriseres som en hybrid mellem en billedbog og en højtlæsningsbog på grund af den ganske omfangsrige tekst og karakteren af illustrationerne, der mange steder kun fylder 1/3 af en side eller mindre. Historien fortælles i otte kapitler. Den er en slags eventyr om mødet mellem en tysk drage Phaffner og Nessie fra Loch Ness. Mødet resulterer i drageungen Guttermand. G. efterlades af sin far i Danmark (derfor er han en "hittedrage") hos fru Spræl, der bor sammen med elgen Elgvis. Fru Spræl drager med ballon til Skotland for at finde Guttermands familie, bl.a. fordi Elgvis er jaloux. Historien er ganske finurlig og humoristisk, men i længden også lidt trættende, efterhånden som det ene "sjove" påfund og ordspil afløser det andet. De farvelagte illustrationer er holdt i en eventyrlig, stærkt karikeret stil, der har en hel del tilfælles med tegneserie-æstetik, også hvad den gode og professionelle farvelægning angår. Anne Brodin har tidligere skrevet børnedramatik, bl.a. Hurra for H.C. Andersen (2000). Til højtlæsning for børn fra 5/6 år.