I strømmen af strikkebøger kommer her en lidt anderledes én af slagsen. Annette Danielsen har ladet sig inspirere af naturens frugter og grøntsager i sit design af nogle super smarte trøjer, huer og en enkelt nederdel til børn i størrelse 2 - 8 år. Henvisningen til den enkelte frugt eller grøntsag findes selvfølgelig især i valget af farver, som er utroligt godt ramt i de fleste af opskrifterne. Man får virkelig associationer i retning af ananas og stikkelsbær, når man ser de to trøjer, der er inspireret heraf. Men også i formen genender man fx asparges i huen med lange grønne strimler i opadgående retning. Bogen indeholder udelukkende opskrifter og altså ingen tekniske vejledninger. Trøjerne er også alle med et lidt avanceret mønster eller en teknik, der forudsætter godt kendskab til strikkekunsten. Selve opskrifterne er derfor også lidt svære at gennemskue for en novice på området, men virker udførlige nok til at kunne forstås af en øvet strikker. Bogen er i bogstavelig forstand meget appetitligt sat op med masser af farvestrålende billeder af de enkelte frugter og grøntsager sammen med de færdigstrikkede eksempler. Forsiden er med fire søde børn i hjemmestrik på en baggrund af blåt hav og blå himmel. En rigtig lækker og børnevenlig strikkebog for dem på fortsætterniveau.