Den rummelige skole er et af tidens varme emner, men oftest er det de urolige børn, som litteraturen beskæftiger sig med. Forfatteren sætter i denne bog fokus på klassens stille elever. Gennem citater fra interviews med indagerende elever og deres lærere samt en gennemgang af den dialektiske relationsteori, sætter hun streg under det nødvendige i, at skolen hjælper disse børn. Gruppen der behandles er meget uhomogen, og det ligger forfatteren stærkt på sinde, at skolen opgiver etiketter som de stille eksistenser, de usynlige børn o.a. Det er der flere grunde til, bl.a. at man forfalder til færdige løsninger, når man generaliserer problemerne. Hun peger på nødvendigheden af at lærerne er autentiske og aktivt lyttende, når de har samtaler med disse børn. Ligeledes er det vigtigt, at lærerne ikke henfalder til at komme med færdige løsninger og sætter den pædagogiske telefonsvarer til. Afslutningsvis kommer hun med forslag til, hvordan arbejdet med disse børn kan gribes an, men det ligger i sagens natur, at det ikke er færdige løsningsmodeller. Det er en fin bog, der giver stof til eftertanke og refleksion. Den bør læses af alle, der har en interesse for deres elevers trivsel. Ligeledes vil dens kombination af teori og praksis være en gevinst for de, som er i gang med en pædagogisk uddannelse.