Fornuftig lille, overskuelig gennemgang af etiske skoler og spørgsmål til overvejelse. Først beskrives hvad etik er og hvad den bygger på, og derefter følger en nærmere gennemgang af forskellige etiske principper samt noget om retfærdighed. Nogle centrale etiske spørgsmål tages op - abort, ægteskab, næstekærlighed m.m. Bogen kan bruges som grundlag for undervisning fra 10. kl./1.g., og den lidt skolebogsagtige form understreges med 10 afsluttende spørgsmål/opgaver til læseren. Bogen kan dog også anvendes med udbytte af den forudsætningsløse læser, der ønsker en letlæst introduktion til emnet. En lidt grundigere sproglig bearbejdning kunne være ønskelig, og bogen præsenterer sig ikke indbydende med en meget kedelig sort/hvid forside og et ret primitivt, en anelse sløret tryk. Men dens force er den overskuelige og lettilgængelige form. Bogen rundes af med forklarende noter og en litteraturliste. Forfatteren er kultursociolog og har tidligere skrevet om emnet i Lille studiebog i etik (1998), desuden om salg, planlægning, transaktionsanalyse og teologi i en række andre bøger.