Rigtig dejlig dansk eventyr. Brødrene Per, Povl og Tosse- Hans skal ud og søge arbejde. En trold tilbyder dem én efter én 1/2 års arbejde for en skæppe sølvpenge. Den af dem, der først bliver vred, mister dog pengene og skal have skåret et stykke af ryg og bug, og såret drysset med salt og peber. Per og Povl bliver vrede over ikke at få mad og må vende skamferede hjem. Tosse-Hans udfører alle troldens opgaver omvendt og uforudsigeligt - og klogt. Trolden må gang på gang æde sin vrede. Han mister penge, hus og indbo, kreaturer og et barn, men da så konen dør, eksploderer han. Hans vinder pengene og vender rig hjem. Den tekstrige billedbog er dejlig at læse op. Godt sprog med saft og kraft med eventyrets tone, men ganske nutidigt. Palle Bregnhøis tegninger passer perfekt til historien og lægger en flot, personlig og humoristisk dimension til eventyret. Børn fra 5 år vil gyse lidt over trolden, fryde sig med Hans og nyde, at det gode vinder som i alle rigtige eventyr.