En lille publikation med 30 små portrætter, hvor det lykkes forfatteren indirekte at bringe læseren tættere på brygger J.C. Jacobsen. Kirsten Glamann har i 1995 udgivet Din hengivne Jacobsen, som rummede J.C. Jacobsens breve til sin søn Carl. Portrætnøglen knytter sig både til bogen Bryggeren af Kristof Glamann og den kommende tv-serie Bryggeren. Udgangspunktet for Kirsten Glamann har været: "Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er". Det har ikke været hendes intention at give fuldstændige og afrundede personbeskrivelser, og der er tale om et udvalg, hvor bl.a. medarbejdere på bryggeriet ikke er medtaget. Personerne har det tilfælles, at de alle kom hos bryggeren, og de repræsenterer mange forskellige lag: kunstnere, politikere, forfattere, bryggere m.v. Ca. halvdelen af personerne kan ifølge forf. slås op i almindelige leksika. Det enkelte portræt er forsynet med en illustration af den pågældende person, og bogen rummer desuden et personregister. Nøglen vil helt sikkert blive populær, når tv-serien ruller over skærmen.