En underholdende billedbog til dem der kan lide at gå på opdagelse og finde historier i billederne. Kan bruges fra 3 år til oplæsning eller som snakkebog.
Joachim Krause er et godt nyt bekendtskab. Der er oplevelser fra første side i bogen om dæksdrengen Ib, der skal på sin første tur med sørøverskuden. Der foregår mange ting på billederne, men ikke så mange at de unge læsere mister interessen. Der er overraskende detaljer og de mange runde og firkantede huller sætter ting og personer ind i nye sammenhænge. En kort historie om Ib og alle sørøverne lægger op til at gå på opdagelse i billederne.
Endnu en bog til den efterhånden store samling af myldrebilledbøger.
En underholdende myldrebilledbog med overraskende detaljer og meget at snakke sammen om.